Krise satte turbo på udbygning af fjernvarme i Holstebro

En ny vekslerstation i Holstebro viser, at tidspres, æstetik og storytelling kan gå hånd i hånd, når fjernvarmenettet skal udvides. Bygherre er Vestforsyning, der leverer fjernvarme til Holstebro-området. Priess District Heating, specialist i pumpe- og målerstationer til fjernvarme, har leveret plug and play-løsningen.

Vestforsyning Varme A/S kan nu forsyne to nye områder i det nordlige Holstebro med mere bæredygtig varme takket været den nye vekslerstation Hjermvej/Søndergård. Den består af to vekslerstationer på hver 10 MW og et tilhørende hydroforanlæg. Stationen forsyner villakvartererne og det lokale industriområde med fjernvarme, hvilket svarer til 3.000 husstande.

Udbygningen af fjernvarmen i Holstebros nordlige udkant har været planlagt længe. Samtidig skulle energiforsyningen til en række industrivirksomheder og villaer konverteres fra gas til fjernvarme.

Kunde

Vestforsyning Varme A/S

Installationsadresse

Hjermvej, Holstebro

Turbo på udbygning

Energikrisen, der opstod i kølvandet på krigen i Ukraine, betød, at der skulle sættes turbo på planerne. Det stillede store krav til hastigheden i projektet, samtidig måtte der ikke gås på kompromis med den tekniske løsning og det æstetiske udtryk.

– Det skulle gå stærkt med udbygningen af fjernvarmen for at sikre billig energi til industrien og fremme omstillingen fra opvarmning med gas til fjernvarme, siger Per Bergkvist, afdelingsleder varme, Vestforsyning A/S.

– Vi valgte at samarbejde med et arkitektfirma, hvor de skulle komme med et forslag til, hvordan man kunne bygge et mere indbydende teknikhus. Det skulle ske uden, at de arkitektoniske krav bremsede projektets stramme tidsplan.

– Vi ville gerne skabe en vekslerstation, som borgerne bliver lidt nysgerrig på, og hvor den måske kunne give noget mere fokus på fjernvarme, opsummerer Per Bergkvist.

Tog kun halvandet år

Det stod hurtigt klart, at et traditionelt, muret teknikhus ville forsinke projektet, og erfaringer fra tidligere pegede på huse fra Priess District Heating A/S, som tidligere har leveret til Vestforsyning. Priess designede husene i tæt dialog med projektafdelingen hos Vestforsyning og arkitektfirmaet A2. Resultatet er en æstetisk vellykket løsning med en åben facade, der giver indblik i, hvad der foregår. Teknikhusene er beklædt med cortenstål, som giver en flot, rustrød finish.

Processen tog for alvor fart i februar 2022, da Rusland invaderede Ukraine. Samme efterår var der projektstart med planlagt drift af stationen fra ultimo 2023. Rørarbejdet blev påbegyndt i foråret 2023, og i december 2023 var teknikhusene installeret – til tiden og klar til drift. Arbejdet med nedgravning af fjernvarmenettet blev dog forsinket, så anlægget blev taget i brug i marts 2024.

Begge vekslerstationer er leveret som fuldt monterede plug and play-løsninger fra Priess District Heatings fabrik i Herning. De blev leveret på en blokvogn og placeret på fundamentet bestående af otte pæle, der er skruet 6-8 meter ned i jorden.

For Vestforsyning var brug af skruefundamenter nyt, men det gav stor fleksibilitet og høj præcision i forbindelse med fremføringen af fjernvarmerørene. Fjernvarmerørene var gjort klar og skulle blot tilsluttes installationerne i husene. Selve elinstallationsarbejdet blev udført af Vestforsynings egne medarbejdere.

Lærerig proces for alle

Teknikhusene fra Priess bygger på en standardiseret løsning, som effektiviserer og forenkler, produktionen af den færdige installation, der tilpasses den enkelte kunde, som i dette tilfælde er Vestforsyning. Det har været en lærerig proces for parterne.

– Vi kan se, at vores koncept med at basere teknikhuse på en standardiseret løsning holder, selvom arkitekter og bygherre har været med til at udfordre konceptet til det yderste, siger Lars Ehlern Bech, produktchef hos Priess District Heating. Han fortsætter:

– Vi har leveret teknikhusere til tiden og i den aftalte kvalitet. Det skyldes ikke mindst et godt og tillidsfuldt samarbejde med Vestforsyning.

Den tredje og nordlige bygning dækker Søndergård-kvarteret. Den leveres fra Priess primo 2025 i henhold til tidsplanen, og dermed er udbygningen komplet.

Virtual reality-design

Hos Priess blev de to vekslerstationer tegnet i et program med virtual reality. Det betyder, at man kan gå en virtuel tur gennem rummene, når man tager 3D-briller på.

– Vi gik en tur gennem husene allerede på konstruktionsstadiet. Det var rigtig godt, for så kunne vi på et tidligt tidspunkt se, om der var plads nok ved de forskellige installationer, fortæller Per Bergkvist og Nicolaj Thomsen.

Mere bæredygtig varme

En vigtig drivkraft for projektet var, at der ikke alene skulle skrues op for varmen, men også for bæredygtigheden. Varmen produceres derfor på bl.a. affald, flis, halm og biogas, og den leveres fra kraftvarmeværket Måbjergværket, der ligger 1,5 km fra Hjermvej/Søndergård-stationen.

Stationen har en kapacitet på 2 x 10 MW og kan levere varme til Hjermvej- og Søndergård-området. I vekslerstationerne konverteres det 85 ºC varme vand til 67 ºC varmt vand, der kan distribueres til forbrugerne. Hydroforanlægget sørger for, at trykket holdes konstant i systemet. Anlægget leverer varme svarende til 3.000 husstande.

– Vi er glade for, at det blev muligt at sætte turbo på udbygningen i kølvandet på energikrisen, og at vi nu kan tilbyde borgere og erhverv et mere bæredygtigt alternativ, opsummerer Per Bergkvist, afdelingsleder varme, Vestforsyning A/S, og siger afsluttende:

– Medarbejderne hos Priess har spillet en nøglerolle med god sparring undervejs, der bygger på solide kompetencer inden for fjernvarme. Vi er alle glade for, at vi er kommet i mål.


Se videoen her som Vestforsyning delte den 12. januar 2024, hvor Projektleder hos Vestforsyning, Nicolaj Bjerg Thomsen, fortæller historien bag byens nye vekslerstation:

Relaterede kundecases

Skal vi drøfte dit projekt?

Vi er altid klar til at tage en uforpligtende snak om dit behov og vores løsninger.

    Din specialist

    Lars E. Bech
    Produktchef – Teknisk Salg
    +45 5166 5064
    lbe@priess.dk