Nytænkning i stort svensk fjernvarmeprojekt sparer tid og penge. To 96 m2 store plug-and-play pumpestationer blev løsningen, da byen Sandviken nord for Stockholm skulle forsynes med fjernvarme fra Gävle. Den reducerede kompleksitet fremmer den grønne omstilling.
FELIX-projektet er et ambitiøst svensk fjernvarmeprojekt, hvor forbrugerne i Sandviken skal forsynes med fjernvarme fra Gävle. Det omfatter blandt andet etableringen af en 22 km lang ledning, som via to pumpestationer skal transportere det varme vand fra Gävle til Sandviken, og det kolde vand retur som en del af den grønne omstilling i regionen.
Ifølge Gävle Energi er det Sveriges mest smarte fjernvarmeledning, og det har fået Klimatlivet til komme med deres hidtil største investeringsstøtte, grundet den betydelige reduktion i udledningen af CO2 og andre gasser. Klimatlivet er en støtteordning under det statslige Naturvårdsverket.
Hele projektet er på 450 millioner SEK, hvoraf prisen for pumpestationen udgør 50 millioner SEK. Projektet er dimensioneret til at levere 70-80 MW, som er det maksimale effektbehov, til fjernvarmekunderne i Sandviken.
– Efter svenske forhold er det et ganske stort fjernvarmeprojekt, fortæller Per Erdegren, civilingeniør, projektleder for pumpestationer og ansat i konsulentfirmaet ALSA JD-Gruppen.
Bygherren Gävle Energi havde fra starten et ønske om at reducere kompleksiteten for projektet og pumpestationenerne. Derfor valgte man at arbejde med én leverandør i stedet for flere forskellige til installation af teknikken og opførelsen af pumpestationerne. Normalt ville det kræve etableringen af en større byggeplads, men bygherren valgte at tænke nyt.
– Løsningen blev en modulær plug-and-play løsning, hvor de to pumpestationer er fremstillet på en fabrik i Danmark og installeret i såkaldte teknikhuse, fortæller Helena Edström, Head of Sales hos Desmi Sverige, totalleverandør af de to komplette pumpestationer.
Hvert teknikhus består af tre moduler, hvor de to på 4 x 10 meter indeholder dels pumpemodulet til fremføring af det varme fjernvarmevand og dels pumpemodulet til returvandet. Det tredje modul er 8 x 2 meter og indeholder styringsteknikken. Husene og teknikken er monteret på bunde støbt i beton. Begge pumpestationer er dimensioneret til DN 400 fjernvarmeledninger, og montagen af de 4 x 315 kW Desmi-pumper, el, styringsteknik, isolering osv. er sket hos Priess District Heating på deres fabrik i Herning.
– Det er den hidtil største plug-and-play pumpestation, vi har været med til at levere, siger Jacob Holdgaard, der er fjernvarme-teknisk chef hos Priess District Heating A/S.
Han fortæller videre, at teknikken er den kendte, men selve designet af teknikbygningen er ny med opdelingen i tre moduler. Modulerne er transporteret i to omgange med specialtransport til slutdestinationen mellem Gävle og Sandviken – en rejse på næsten 1.000 km.
– Det kritiske øjeblik er, når de 40 tons tunge moduler skal løftes på plads på den store sandpude, fortæller Per Erdegren og fortsætter:
– Her skal det vise sig om modulerne præcist passer til de rør, der er ført op af jorden og udgør fjernvarmeledningen.
– Det tog syv timer at løfte de modulerne på plads og alt passede sammen, beretter en stolt Helena Edström fra Desmi.
Ifølge Per Erdegren er det gode resultat opnået gennem et tæt samarbejde med Desmi og Priess. Alle udfordringer er vendt og drejet undervejs, så alt passede ved installationen. Pumpestationen skal nu testes, før den tages endeligt i brug i efteråret 2024, hvor den nye fjernvarmeledning er helt klar.
– Denne løsning med en plug-and-play pumpestation er absolut interessant for andre fjernvarmeanlæg i Sverige, siger Per Erdegren. Han fortsætter:
– På denne måde kan man spare tid, og der skal ikke etableres en stor byggeplads. Økonomisk vil det også være en fordel. Vi forventer, at have cirka fem procent sammenlignet med opførelsen af en konventionel pumpestation.
Hos Desmi glæder Helena Edström sig over med samarbejdet med Priess District Heating, fordi de har kunnet levere en unik løsning, som ellers ikke findes på det svenske marked.
– Med plug-and-play pumpestationskonceptet kan vi levere en enestående løsning til en fast pris og til tiden, siger Helena Edström og fortsætter:
– Der er et kæmpepotentiale for denne slags løsninger i Sverige.
– FELIX-projektet, hvor overskudsvarme fra Gävle konverteres til fjernvarme til gavn for forbrugere i Sandviken, er noget af det ypperste, jeg har deltaget i. Det viser virkelig, hvad vi kan præstere med vores plug-and-play-koncept. Det er modulært og som byggeklodser, der kan sættes sammen i fleksible løsninger. Og da det er plug-and-play, kan vi levere hvor som helst i hele verden, slutter Jacob Holdgaard, Priess District Heating A/S.