Pressemeddelelse: Priess Intelligence

Indholdsfortegnelse

Priess, som befinder sig i den lille jyske by Vinderup, er en virksomhed der aldrig sover: idéerne på tegnebordet får lov til at boltre sig frit, hvor selv den vildeste idé ikke virker umulig at få på benene. Efter mange søvnløse nætter kan Priess endelig annoncere deres nyeste skud på stammen, som vil revolutionere inden for PLC styret logik, når der er tale om sårbar infrastruktur: Priess Intelligence

Priess Intelligence kan sammenlignes med en fuldautomatisk robot. En ’robot’ som opererer via PLC (Programmable Logic Controller) styret logik, helt uden at det kræver mange forskellige systemer at kontrollere, faktisk kan det hele styres af ét samlet system.
Det er opbygget således at alle komponenter ”taler” med Priess Intelligence. Priess Intelligence ”fortæller” ved hjælp af individuel programmering, hvordan de forskellige komponenter skal agere, på baggrund af de informationer der tilgår Priess Intelligence i en given situation.
Det betyder også at hvis der opstår en situation som ikke er forudset, gør Priess Intelligence ikke noget men sender en automatisk alarm/besked til den ansvarlige, for at få besked om hvad der skal gøres i den given situation – altså skal der ske en menneskelig indgriben.

Væsentlige samarbejdspartnere

Uden dygtige samarbejdspartnere fra både ind- og udland, samt hårdtarbejdende Priess folk, var Priess Intelligence ikke blevet til en realitet.

En af hovedpersonerne i projektet er Jan Danesfeldt. Jan er til dagligt i den tyske Priess afdeling hvor han er Key Account Manager. Hans mange års erfaring inden for telekommunikation kommer ham til gode i Priess: han kan berette at telekommunikation er i rivende vækst i Tyskland, hvorfor det er vigtigt at kunne følge med tiden. Her vil den eneste rigtige løsning til Priess husene være at indeholde meget mere intelligens end de har i dag.

Jan fortæller med sikkerhed i stemmen: ”Vores mål er at bringe innovation og PLC et niveau op! Vi vil være first mover, hvor vi kan tilbyde ét samlet multifunktionelt produkt som er en helt unik løsning, og som ingen andre kan tilbyde.”.

Udover Jan, var de to væsentligste samarbejdspartnere også med til interviewet: Max Warmuth (Eaton Electric GmbH, Tyskland) og Max Danesfeldt (Concept Smoke Screen, UK).

Max D. fortæller med begejstring ”Vi arbejder med sikringssystemer i mange forskellige former, men specielt tågesikring og strobelys er vi dygtige til. Vores tanker med dette projekt var at skabe en såkaldt ’terrorpakke’, så det bliver umuligt for evt. ubudne gæster at stjæle, skade eller hvad de nu har tænkt sig at foretage sig ved indtrængen i et af husene. Kort sagt: can’t see it? can’t steal it!”

Udover tåge og strobelys ved uautoriseret indtrængen, vil der også være en sirene som er på 127 dB, samt overvågning både ude som inde i husene – alle steder fra.

Max W. er fra Eaton Tyskland hvor han er salgsrepræsentant i skræddersyet UPS-løsninger (et nødstrømsanlæg som i tilfælde af strømafbrydelse vil tilslutte strøm fra en separat kilde), Eaton kunne levere grundkomponenterne til denne intelligente løsning.

Max faldt i snak med Jan på en messe, og her var Max sikker på at de kunne finde en løsning til Priess projektet. På trods af at det kun er et år siden, at Max faldt i snak med Jan, er han ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning at løbe med bolden: ”Det var en ret skør idé, men vi blev hurtigt en del af teamet som skulle udarbejde denne skræddersyede løsning. Kravet var at alle komponenter skulle tale sammen – om det så er overvågningskameraer, døre, UPS-systemer, brandalarmer eller kølesystemer. ALT kan tale sammen, så hvis du vil justere temperaturen inde i huset – ja selv åbne døren! Så kan du faktisk gøre det eksternt, uanset hvor du befinder dig.”.

Programmeringen af disse huse er individuelle, alt efter hvilket behov der er, og hvilke krav kunden stiller til huset. Alt dette for at sikre infrastrukturen, ude som inde i huset.

Støbeskeen er varm

For at være first mover og være en frontspiller, så kræver det at man ikke sover i timen. De mange søvnløse nætter viste sig endelig at være godt givet ud, da der var præsentation af indbrudssikringen torsdag den 03. september 2020 i et af bredbåndshusene. Administrerende direktør Ole Bjerre Christiansen, skulle bryde ind i et af husene, og han var selvsikker på opgaven – For der skulle være en flaske rødvin i huset som gevinst. Iklædt som en ægte indbrudstyv som man ser på film, var han klar på opgaven: han skulle ind efter den flaske rødvin. Sirene, røg og strobelys blev aktiveret på ganske få sekunder. Huset var fyldt med en tæt røg (som har en sigtbarhed på 0), strobelyset gør det praktisk talt umuligt at orientere sig – og sirenen er overdyngende.

Hans kommentar om oplevelsen var kort ”Man kan absolut intet se i røgen og strobelyset gjorde, at jeg ikke kunne orientere mig. Sirenen er mest af alt bare irriterende, det er røg og strobelys der er det værste.”

Hjulene holder aldrig stille, og de nyeste idéer til husene er under udarbejdelse: en integreret maskine der kan desinficere rummet fuldautomatisk: Sanihaze som leveres af Concept Smoke Screen.

Forklaret: når en autoriseret person har afsluttet sit arbejde i f.eks. et pumpehus og lukker og låser efter sig, så vil denne maskine automatisk starte og sende helt små dråbeformet partikler med desinfektionsmiddel ud i rummet. Dråberne vil lande alle steder hvor bakterier og vira nu vil blive elimineret. Denne ’damp’ kan anvendes alle steder, for det skader hverken rør, ledninger eller andet der er i rummet. Efter ca. 20-30 min. starter ventilationssystemet automatisk og får renset luften. Nu vil rummet være klar til den næste, helt uden vira og bakterier.

Udover Sanihaze vil det næste blive, at Priess systemerne skal drives af solceller, en løsning som vil give en besparelse på 50-70% – dog er idéen endnu kun et spadestik.

Priess Intelligence skal kunne implementeres i alle husene, både nye og allerede eksisterende – også produkter som ikke er leveret af Priess, dette er dog ikke hovedfokus. 

Der skal ydes en ekstra stor tak til alle samarbejdspartnere og hårdtarbejdende Priess medarbejdere, for at vi nu står med et færdigt produkt.