Danske teknikhuse er nøglefaktor i tysk fiberudrulning

WEMACOM Breitband GmbH leverer bredbånd til Mecklenburg-Vorpommern og Brandenburg, og virksomheden har en ambitiøs plan for udrulningen af fibernet til private og virksomheder. Projektet er et af de største af sin art i Tyskland, og med levering af plug and play-teknikhuse spiller danske Priess A/S en nøglerolle for projektets succes.

Den progressive bredbåndsleverandør WEMACOM ønsker at sætte fart på den digitale omstilling i deres region og rammer dermed et behov, der er blevet aktualiseret under corona-nedlukningerne. Projektet er opdelt i fire delprojekter og forventes afsluttet i 2025. Undervejs bliver der nedgravet 5.000 km netværk og lagt i alt 22.000 km fiberkabler til virksomheder og private i det vestlige Mecklenburg og Schwerin, fortæller Volker Buck, direktør i WEMACOM Breitband GmbH.

WEMACOM Breitband ejes af WEMACOM AG. Virksomheden er regional leverandør af el og telekommunikation i det vestlige Mecklenburg og Schwerin og står for udrulningen af fibernettet.

Kunde

WEMACOM GmbH

Installationsadresse

Mecklenburg-Vorpommern og Brandenburg, Tyskland

Delstatsregeringen i Mecklenburg-Vorpommern og den tyske forbundsregering støtter projektet for at sætte ekstra skub i udviklingen af en haltende digitalinfrastruktur. Projektet er blandt de største af sin art i Tyskland og er et vigtigt skridt i udbygningen af den digitale infrastruktur i Mecklenburg og Schwerin.

I Tyskland er udbredelsen af bredbånd kun 17 procent, og derfor har Forbundsregeringen i Berlin afsat 40 milliarder euro til udbygning af nettet. Det haster med udbygningen, og der er politisk vilje til at sætte magt bag ordene.

Hastighed er afgørende for succes

Hastigheden og fleksibilitet i etableringen af fibernettet er afgørende, fordi kundernes behov udvikler sig dynamisk. Centrale omdrejningspunkter er de mange stationer, hvor signalet splittes op fra den gennemgående fiber-backbone til de enkelte forbrugere og virksomheder.

– Vi ledte efter en løsning, hvor stationen kunne leveres som en plug and play-løsning, så vi blot skulle sørge for at føre strøm og fiberkablerne frem, beretter Volker Buck.

Det skulle vise sig, at løsningen kunne leveres af danske Priess A/S i Vinderup. Stationerne fra Priess kan leveres nøglefærdige på ladet af en lastbil, og kunden skal så selv blot sørge for, at de relevante installationer er ført frem til teknikstationen, og at den kan få en fast sandpude at stå på.

– Huset er komplet monteret fra fabrikken i Vinderup med elinstallationer, ODF-racks, aktive racks, kølesystem og fiberguides, fortæller Torben Engmann Kristensen fra Priess A/S, produktchef for teknikhusene.

– Teknikhusene fra Priess er simpelthen lettere at placere ude i terrænet, og så er de meget nemmere at sætte i drift, fordi de leveres nøglefærdige, fortæller Marco Angelini fra Fr. August Behrends, som er forhandler for Priess på det tyske marked. De er ansvarlige for den samlede leverance af de færdigmonterede teknikhuse til WEMACOM.

Siden WEMACOM påbegyndte fiberudrulningen i 2017, er der leveret mere end 60 teknikhuse, og i alt er der planlagt levering af 130 teknikhuse. Husene har dimensionerne 2,55 x 5,35 x 3,00 m og er opbygget i en sandwichkonstruktion med stålplader og 100 mm isolering i væggene.

Let konstruktion udfordrer beton

Alternativet til teknikhuset fra Priess er den traditionelle type opført i beton. Det er en mere omstændelig proces, og det tager normalt et halvt år at opføre den type station, hvor den normale leveringstid er det halve for vores teknikhuse, fortæller Marco Angelini.

Samtidig er det en dyrere løsning at opføre i beton, anfører han. Hidtil har det været svært at ændre på traditionerne i det tyske marked, hvor der som regel sættes lighedstegn mellem beton og kvalitet, men den vanetænkning udfordres af den lettere konstruktion og plug and play-teknologi.

Kriterier: Kvalitet og fleksibilitet

– Vi valgte teknikhuse fra Priess på grund af den samlede løsning og kvalitet. Forholdet mellem pris og ydelse er godt, også når vi sammenligner med andre løsninger. Vi har navnlig lagt vægt på den gennemarbejdede løsning, kvaliteten i leveringen og fleksibiliteten, siger Volker Buck fra WEMACOM Breitband.

– Vi får rigtig gode tilbagemeldinger fra vores medarbejdere. Løsningen fungerer godt, og for vores teknikere er stationerne nemme at arbejde i. Samarbejdet med Priess og Fa. August Berends har også fungeret rigtig godt, selv under coronapandemien, fortsætter han.

Torben Engmann Kristensen fra Priess fortæller, at han starter med at designe selve teknikken til kabinen, så den opfylder kundernes ønsker – krydret med Priess’ mange års erfaring med at indrette teknikhuse. Først når teknikken er på plads, bliver huset rundt om teknikken designet.

Aldrig langt væk i hverdagen

Afstanden på 300-400 km til fabrikken i Vinderup oplever Volker Buck overhovedet ikke som noget problem. Tværtimod, siger han og fremhæver den gode dialog i projektet.

Hver 14. dag afholder parterne opfølgningsmøder på Teams, og medarbejdere fra Priess og Fr. August Behrends GmbH har løbende besøgt WEMACOM, hvis der har været udfordringer undervejs.

I de kommende år fortsætter udrulningen af WEMACOM’s fibernet, og planerne omfatter et større antal teknikhuse fra Priess. Det endelige antal kendes endnu ikke, fordi projektet udvikler sig dynamisk, og flere og flere kunder ønsker at få lagt bredbånd ind.

Relaterede kundecases

Skal vi drøfte dit projekt?

Vi er altid klar til at tage en uforpligtende snak om dit behov og vores løsninger.

    Din specialist

    Kasper Langhoff Wenzel
    Key Account Manager
    +45 2146 6986
    klw@priess.dk